• Venstre tager førertrøjen i ny Gallup-måling: Størst i blå blok

    Source: BDK Borsnyt / 07 Feb 2025 00:07:58   America/New_York

    Liberal Alliance har i målingerne længe været det største parti i den blå familie. Og faktisk har partiet stået til så mange stemmer, at flere har omtalt formand Alex Vanopslagh som et muligt borgerligt statsministerbud. Men nu sker der et skifte i en dugfrisk Gallup-måling, som Verian har foretaget for Berlingske. Her bliver Venstre nemlig for første gang i den indeværende valgperiode det største borgerlige parti. Hvis vælgerne skulle fælde dom i dag, ville 11,4 procent sætte kryds ved liste V. Længere ude på højreaksen er det Liberal Alliance, der ser ud til at betale prisen. Partiformand Alex Vanopslagh og co. ville modtage 9,2 procent af stemmerne, viser målingen – et markant fald fra for snart et år siden, hvor Liberal Alliance stod til 14,6 procent af stemmerne. »Det, at de nu er det største borgerlige parti, vil give Venstre en kæmpe saltvandsindsprøjtning, ligesom det vil gøre ondt ovre i Liberal Alliance,« siger Michael Kristiansen, forhenværende toprådgiver for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han tilføjer, at Venstre i forvejen har haft momentum siden sommerens europaparlamentsvalg, hvor partiet fik 14,7 procent af stemmerne, og nu vil denne måling føje yderligere selvtillid til. Omvendt maner Jacob Bruun til ro. Han har i mange år været sekretariatschef hos Venstre, ligesom han var særlig rådgiver for daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen fra 2015 til 2019. »Jeg synes stadigvæk, at der er et stykke vej til, at Venstre og Troels Lund Poulsen kan regne sig selv som leder af blå blok, hvis der overhovedet er sådan en,« siger han. Dansk Folkeparti står i meningsmålingen til 5,4 procent, Danmarksdemokraterne til 9,6 og De Konservative til 7,2 procent af stemmerne. Vil nogen pege på Troels? Både Michael Kristiansen og professor i statsborgerskab samt valgforsker ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, indvender, at 9,2 procent af stemmerne trods alt ville være det bedste resultat i Liberal Alliances historie. »Jeg har ikke en oplevelse af, at Liberal Alliance er ved at kollapse, men de har ligesom mistet noget momentum. Gassen er gået lidt af ballonen. Der bliver nødt til at ske et eller andet,« siger Jacob Bruun. Den udenrigspolitiske krise, som lige nu udspiller sig i relation til Grønland, har fyldt alt på Christiansborg, siden 2025 begyndte. Derfor er det i vid udstrækning statsminister Mette Frederiksen og resten af regeringstoppen, der trækker overskrifter, og det kan gøre det svært at være i opposition lige nu, vurderer Michael Kristiansen. »Alex Vanopslagh er bedst, når han kan være i opposition til statsministeren, og det har han med god grund svært ved at være lige nu. Det er kun Morten Messerschmidt, der reelt er det, og det er nok også klogt af Alex Vanopslagh at holde sig lidt tilbage,« siger Michael Kristiansen. Det er alene Mette Frederiksen, der indtil videre tydeligt har gjort det klart, at hun er statsministerkandidat ved det næste valg. I blå blok håber man på, at Venstre-formand Troels Lund Poulsen vil gå til valg på, at blå blok igen skal være den ledende akse i dansk politik. Spørgsmålet er, om nogen borgerlige partiledere tydeligt vil gå ud og fæstne sin lid til Venstre. »Det mest spændende er, om nogen i blå blok vil sige, at det nu er mest naturligt, at Troels Lund er blå bloks naturlige leder,« siger Michael Kristiansen. Blå blok ville, selv hvis man tæller Moderaterne med, lige akkurat ikke kunne mønstre et flertal i den nye meningsmåling, og fratrukket Dansk Folkeparti, der direkte og tydeligt har afvist at samarbejde med Lars Løkke Rasmussen, ser det svært ud for dem, der håber på en ren blå regering efter et kommende folketingsvalg. Et folketingsvalg skal afholdes senest 31. oktober 2026. https://www.berlingske.dk/politik/venstre-tager-foerertroejen-i-ny-gallup-maaling-stoerst-i-blaa-blok
Share on,